Borgerinddragelse i arkitektur: Hvem har egentlig magten til at forme vores byer?

Vi inviterer borgere til dialogmøder, workshops og høringer. Vi taler om samskabelse, fællesskab og lokalt ejerskab. Men hvor meget indflydelse giver vi egentlig fra os, når fremtidens bygninger og byrum skal formes?

Forestil dig, at du bliver inviteret til et borgermøde om udviklingen af dit lokalområde.

Kommunen har store planer. En tidligere industrigrund skal omdannes til et nyt bykvarter. Der skal bygges boliger, skabes grønne områder og etableres nye forbindelser gennem byen.

Du møder op, fordi du holder af stedet. Fordi du kender det. Fordi du ved noget om, hvordan det bruges, som måske ikke fremgår af de analyser, der ligger på kommunens eller arkitektens skrivebord.

På mødet bliver du præsenteret for smukke visualiseringer. Arkitekterne fortæller om projektets visioner, og der bliver sat tid af til spørgsmål og kommentarer.

Du deler dine bekymringer. Andre borgere kommer med forslag. Der bliver skrevet på post-its, taget billeder og sagt tak for de mange gode input.

Tre måneder senere præsenteres det endelige projekt.

Det ligner i store træk det, du så første gang.

Var du så med til at skabe noget? Eller var du blot inviteret til at kommentere på noget, andre allerede havde skabt?

Det spørgsmål er blevet stadig mere relevant i dansk arkitektur og byudvikling, hvor borgerinddragelse, brugerinddragelse og samskabelse fylder mere i både den faglige samtale og i udviklingen af konkrete projekter.

Og det er en vigtig udvikling. For bygninger og byrum er ikke kun fysiske konstruktioner. De er steder, hvor mennesker lever deres liv, møder hinanden, arbejder, oplever konflikter og skaber fællesskaber.

Men hvis vi ønsker, at borgerinddragelse skal være mere end en formalitet, bliver vi nødt til at interessere os for noget, som arkitekturen ikke altid taler lige så meget om som æstetik, funktionalitet og bæredygtighed.

Vi bliver nødt til at tale om magt.

Borgerinddragelse er ikke en ny idé

Allerede i 1969 udgav den amerikanske samfundsforsker Sherry Arnstein sin berømte artikel A Ladder of Citizen Participation.

Her præsenterede hun en model, der stadig er blandt de mest indflydelsesrige bidrag til forståelsen af borgerinddragelse.

Arnsteins pointe var egentlig ganske enkel: At blive hørt er ikke nødvendigvis det samme som at have indflydelse.

Hun beskrev otte niveauer af deltagelse, fra manipulation og symbolsk inddragelse til partnerskab og egentlig borgerkontrol.

Det interessante ved modellen er ikke, at alle processer nødvendigvis skal ende med, at borgerne bestemmer alt. Det interessante er, at den tvinger os til at stille spørgsmålet om, hvem der faktisk har mulighed for at påvirke beslutningerne.

For vi kan sagtens arrangere en workshop, hvor alle bliver hørt, uden at nogen får reel indflydelse på resultatet.

Vi kan også skabe en proces, hvor borgerne får lov til at vælge mellem tre løsninger, selvom de måske hellere ville have diskuteret, om der overhovedet var behov for den bygning, som alle tre løsninger tager udgangspunkt i.

Det er her, borgerinddragelse bliver mere kompliceret end et spørgsmål om gode faciliteringsmetoder.

For den, der definerer spørgsmålet, har allerede stor indflydelse på svaret.

Hvad kan vi lære af Aarhusmodellen for borgerinddragelse?

I 2004 vedtog Aarhus Byråd en model for borgerinddragelse, som på mange måder stadig rejser nogle af de vigtigste spørgsmål, vi bør stille, når vi arbejder med arkitektur og byudvikling.

Aarhusmodellen tager udgangspunkt i otte grundprincipper for, hvordan borgere skal involveres i kommunens udvikling.

Et centralt princip er, at borgerinddragelse skal overvejes allerede i begyndelsen af en proces. Et andet er, at borgerne skal have reelle muligheder for at deltage, og at det skal være tydeligt, hvor meget de faktisk kan påvirke.

Det er værd at dvæle ved.

For der er stor forskel på at invitere mennesker ind, mens et projekt stadig er åbent, og at invitere dem ind, når de vigtigste beslutninger allerede er truffet.

Forestil dig to forskellige processer.

I den første bliver borgerne inviteret til at kommentere på et færdigt forslag til et nyt byrum. De kan komme med ønsker til beplantning, bænke og belysning, men områdets overordnede funktion er allerede bestemt.

I den anden bliver borgerne inviteret ind tidligere. Her begynder samtalen med, hvad området betyder for dem, hvilke behov de oplever, og hvad der mangler i deres hverdag.

Måske viser det sig, at det, som kommunen havde forestillet sig skulle være en plads, i virkeligheden burde rumme noget helt andet.

Begge processer kan være legitime. Der kan være økonomiske, juridiske og politiske grunde til, at nogle beslutninger allerede er truffet.

Men de tilbyder vidt forskellige former for indflydelse.

Og det er netop en af styrkerne ved Aarhusmodellen: Den insisterer på, at spillerummet for indflydelse skal være tydeligt.

Det er en vigtig påmindelse om, at tillid ikke nødvendigvis skabes ved at love mennesker indflydelse på alt.

Tillid kan også skabes gennem ærlighed om, hvad de kan påvirke, hvad de ikke kan påvirke, og hvorfor.

Arkitektens rolle er under forandring

Traditionelt har arkitektens faglige autoritet været tæt forbundet med evnen til at analysere, forestille sig og formgive rum.

Arkitekten har en særlig viden om materialer, konstruktioner, funktioner, æstetik og de komplekse sammenhænge, som får bygninger og byrum til at fungere.

Den viden er stadig afgørende.

Men når arkitekter i stigende grad arbejder med brugerinddragelse og samskabelse, bliver de også ansvarlige for at skabe processer, hvor forskellige former for viden kan mødes.

Det stiller andre krav til fagligheden.

For hvordan skaber man en meningsfuld samtale mellem en bygherre, der tænker i økonomi og tidsplaner, en arkitekt, der tænker i rumlige kvaliteter, en kommune, der skal varetage politiske og lovgivningsmæssige hensyn, og borgere, der først og fremmest tænker på deres hverdag?

Hvordan arbejder man med de konflikter, der opstår, når forskellige mennesker har forskellige interesser i det samme sted?

Og hvordan sikrer man, at de mennesker, der er bedst til at tale ved et borgermøde, ikke automatisk bliver dem, der får størst indflydelse?

Arkitektforeningen har med sit kursus Involvering som arkitektfaglig praksis sat fokus på netop den udvikling, hvor arkitekten ikke kun skal kunne tegne og formgive, men også designe og lede involveringsprocesser.

Det er en interessant udvidelse af arkitektrollen.

Men det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt vi i tilstrækkelig grad uddanner og organiserer os til at håndtere de menneskelige og politiske dimensioner af arkitektur.

For når arkitekten bliver procesleder, bliver arkitekten også en person, der er med til at fordele taletid, definere deltagelsesmuligheder og påvirke, hvilke perspektiver der får betydning.

Det er ikke en neutral rolle.

Samskabelse kræver mere end en god workshop

I de senere år er samskabelse blevet et populært begreb i både offentlig forvaltning, arkitektur og byudvikling.

Det er ikke svært at forstå hvorfor.

Der ligger noget tiltalende i forestillingen om, at vi kan udvikle bedre løsninger ved at bringe forskellige mennesker sammen og lade deres viden og erfaringer spille en aktiv rolle.

Men hvad betyder det egentlig at samskabe?

I forskningsartiklen Towards a Framework for Urban Landscape Co-design: Linking the Participation Ladder and the Design Cycle fra 2022 undersøger forskere, hvordan samskabelse kan forstås som en proces, hvor forskellige aktører deltager på forskellige niveauer gennem udviklingen af byrum.

Deres arbejde peger blandt andet på, at samskabelse ikke bør reduceres til enkeltstående aktiviteter. Den må forstås i sammenhæng med de beslutninger, relationer og samarbejdsformer, der udvikler sig gennem projektets forskellige faser.

Det er en væsentlig pointe.

For en enkelt workshop kan være både inspirerende og værdifuld. Men hvis der ikke er en forbindelse mellem det, der sker i workshoppen, og de beslutninger, der træffes bagefter, risikerer vi, at deltagelsen mister sin betydning.

Vi skal derfor ikke kun interessere os for, hvordan vi inviterer mennesker ind i en proces.

Vi skal også interessere os for, hvad der sker med deres bidrag, efter de er gået hjem.

Hvem fortolker deres input? Hvordan bliver forskellige interesser afvejet? Hvem beslutter, hvilke idéer der skal videreudvikles? Og hvordan får deltagerne at vide, hvad deres bidrag har betydet?

Samskabelse bliver først for alvor interessant, når vi tør undersøge disse spørgsmål.

De mennesker, der ikke kommer til borgermødet

Der er endnu en udfordring, som fortjener mere opmærksomhed.

Når vi inviterer til borgerinddragelse, er det sjældent alle borgere, der deltager.

Nogle har tid, ressourcer og erfaring med at engagere sig i lokale udviklingsprocesser. Andre arbejder på skæve tidspunkter, har små børn, taler ikke dansk som modersmål eller føler sig ganske enkelt ikke hjemme i de formater, vi inviterer dem ind i.

Det betyder, at en åben invitation ikke nødvendigvis skaber en inkluderende proces.

Et borgermøde klokken 17 på rådhuset er måske tilgængeligt for nogle, men ikke for alle.

Og en workshop, hvor deltagerne skal formulere deres idéer foran en stor gruppe, favoriserer måske mennesker, der er vant til at udtrykke sig i sådanne sammenhænge.

Det er ikke nødvendigvis et argument imod borgermøder eller workshops.

Det er et argument for at tænke mere bevidst over, hvordan vi designer deltagelse.

Hvem forsøger vi at nå? Hvilke mennesker bliver påvirket af projektet? Hvilke perspektiver risikerer vi at overse? Og hvilke formater gør det muligt for flere mennesker at bidrage på deres egne præmisser?

Aarhusmodellen fremhæver netop betydningen af bred annoncering, repræsentativitet og tilgængeligt materiale.

Men selv når vi arbejder bevidst med disse principper, må vi acceptere, at fuldstændig repræsentation sjældent er mulig.

Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, hvilke stemmer der mangler, når vi fortolker resultaterne af en inddragelsesproces.

Konflikter er ikke nødvendigvis et tegn på en dårlig proces

Der er en forestilling om, at god borgerinddragelse helst skal skabe enighed.

At hvis vi bare faciliterer samtalen godt nok, vil alle parter til sidst kunne finde frem til en løsning, de er tilfredse med.

Men sådan fungerer byudvikling sjældent.

En ny bygning kan skabe værdi for nogle og samtidig betyde tab for andre.

Flere boliger kan være nødvendige, men samtidig ændre et lokalområdes karakter. Et grønt område kan være attraktivt for nye beboere, men indebære, at eksisterende aktiviteter må flyttes.

Disse konflikter kan ikke altid løses gennem bedre kommunikation.

Nogle gange handler de om grundlæggende forskellige interesser.

Det anerkender Aarhusmodellen også. Den gør det klart, at selv en veltilrettelagt inddragelsesproces ikke nødvendigvis kan løse egentlige interessekonflikter.

Det er en vigtig erkendelse.

For hvis vi forventer, at facilitering skal skabe konsensus i enhver situation, risikerer vi at gøre uenighed til et problem, der skal fjernes.

Men uenighed kan også være en kilde til viden.

Den kan afsløre forhold, vi ikke havde overvejet. Den kan gøre os opmærksomme på konsekvenser, som ikke fremgår af projektmaterialet. Og den kan tvinge os til at undersøge, hvilke værdier og interesser der ligger bag de valg, vi træffer.

En god proces behøver derfor ikke være en proces uden konflikter.

Den kan også være en proces, hvor konflikterne bliver tydeligere, og hvor mennesker får mulighed for at forstå hinandens perspektiver, selvom de ikke ender med at være enige.

Det kræver både mod og faglighed at facilitere sådanne samtaler.

Fra borgerinddragelse til fælles ejerskab

Når vi taler om ejerskab i arkitektur, handler det ofte om juridiske og økonomiske forhold.

Hvem ejer bygningen? Hvem finansierer projektet? Hvem har ansvaret for driften?

Men der findes også en anden form for ejerskab.

Den, der opstår, når mennesker oplever, at et sted har betydning for dem, og at de selv har været med til at præge det.

Det betyder ikke, at alle skal være med til at tegne en bygning, eller at enhver arkitektfaglig beslutning skal træffes gennem afstemninger.

Tværtimod kan en vellykket samskabelsesproces netop bygge på, at forskellige mennesker bidrager med forskellige former for viden.

Arkitekten har sin faglighed. Borgeren har sin erfaring med stedet. Kommunen har sit demokratiske og forvaltningsmæssige ansvar. Bygherren har sine økonomiske og praktiske rammer.

Udfordringen er at skabe en proces, hvor disse perspektiver ikke blot bliver præsenteret for hinanden, men faktisk kan påvirke udviklingen af projektet.

Det er også her, facilitering bliver en vigtig del af arkitektfaglig praksis.

For det er ikke tilstrækkeligt at samle mennesker omkring et bord og håbe, at samarbejdet opstår af sig selv.

Vi må designe samtalerne med samme omhu, som vi designer de fysiske rum.

Vi må forstå formålet, relationerne, interesserne og magtforholdene.

Og vi må skabe en tydelig forbindelse mellem det, der bliver sagt, og det, der bliver gjort.

Vi designer bygninger med omhu. Hvorfor ikke de processer, der skaber dem?

Arkitekter er vant til at arbejde med kompleksitet.

De forholder sig til materialer, økonomi, æstetik, lovgivning, klima, funktioner og menneskers behov.

De ved, at et godt resultat sjældent opstår ved et tilfælde.

Det kræver analyse, eksperimenter, iterationer og bevidste valg.

Men når vi skal samle mennesker for at diskutere fremtidens bygninger og byrum, falder vi ofte tilbage på velkendte formater.

Et borgermøde. En workshop. En præsentation. En spørgerunde.

Måske med post-its og kaffe.

Det kan sagtens fungere. Men det er værd at spørge, om vi giver processens design den samme opmærksomhed, som vi giver det arkitektoniske design.

For hvordan mennesker mødes, har betydning for, hvad de kan skabe sammen.

Det er en af grundtankerne bag arbejdet med facilitering hos LYNG Agency.

Vi arbejder med at udvikle menneskelige processer, hvor forskellige perspektiver kan mødes, hvor magt og ansvar bliver tydeligere, og hvor samtaler kan omsættes til fælles handling.

I vores kursus om Meeting House-modellen arbejder vi med, hvordan møder og workshops kan designes mere bevidst, så formål, deltagelse, samtale og beslutninger hænger sammen.

Det er relevant for alle, der leder komplekse samtaler, men i særlig grad for arkitekter, byplanlæggere og andre, der arbejder med involvering af borgere, brugere og interessenter.

For når vi inviterer mennesker ind i udviklingen af et sted, inviterer vi dem også ind i en samtale om fremtiden.

Og den samtale fortjener at blive taget alvorligt.

Måske er spørgsmålet derfor ikke kun, hvordan vi kan blive bedre til borgerinddragelse.

Måske skal vi også spørge os selv, hvad vi er villige til at lade andre få indflydelse på.

For det er trods alt forskellen på at invitere nogen til at se vores vision og at invitere dem til at være med til at forme den.

Referencer og videre læsning

Arnstein, S. R. (1969). A Ladder of Citizen Participation. Journal of the American Institute of Planners, 35(4), 216–224.
https://doi.org/10.1080/01944366908977225

Aarhus Kommune (2004). Århusmodel for borgerinddragelse.
https://www.urbanmediaspace.dk/sites/default/files/pdf/aarhusmodel_for_borgerinddragelse.pdf

Arkitektforeningen (2026). Involvering som arkitektfaglig praksis.
https://arkitektforeningen.dk/kurser/involvering-som-arkitektfaglig-praksis/

Towards a Framework for Urban Landscape Co-design: Linking the Participation Ladder and the Design Cycle (2022). CoDesign.
https://doi.org/10.1080/15710882.2022.2123928

White, M. & Langenheim, N. (2022). A Ladder-Truss of Citizen Participation: Re-imagining Arnstein's Ladder to Bridge Between the Community and Sustainable Urban Design Outcomes. Journal of Design Research, 19(1/2/3), 155–183.
https://doi.org/10.1504/JDR.2021.121067

Next
Next

Feminist Leadership: Why the Future of Leadership Is About Power, Not Gender